Lykkefølelse efter et-benet hole-in-one på vinterbanen
For det første lavede hun hole-in-one på første runde efter et halvt års pause. Hun er også begynder, men derudover er hun både lårbensamputeret og dele af bækkenet er af metal– og med eget udsagn ”fuldstændig skæv”.
”Det var helt fantastisk at følge bolden, der fløj hen over åen, landede 10-20 centimeter fra hullet og trillede i. For andre ”hardcore” golfspillere er det måske ikke af den allerstørste værdi, når det er på vinterbanen med større huller, men for mig er og var det helt fantastisk at følge bolden med øjnene og puf, så røg den i,” fortæller Marianne Palm, der havde Helle Steener og Ann Britt Larsen som medspillere, og de jublede selvfølgelig med, da bolden røg i hul.
Marianne har som nævnt mistet det ene ben. Det skete efter en bilulykke for 13 år siden.
Hun har i stedet fået et kunstigt ben (af ”vilje-stål”, som hun kalder det) og på den måde er det faktisk muligt for hende at spille golf. Hun blev prøvemedlem i 2023, meldte sig ind efterfølgende som senior flexmedlem. Og nu har hun altså lavet en hole-in-one, som kun en meget lille procentdel af verdens golfspillere opnår.
Bedriften bliver ikke officielt noteret, da det skete på vinterbanen, hvor hullet er større end på sommerbanerne, men som I kan læse, tager det intet af Mariannes glæde ved at opleve det berusende slag. Og det kan man jo godt forstå.